Tilbageblik på 2024
I august blev Flight Fantastic Festival afholdt for første gang, og festivalen kulminerede i et spektakulært airshow 1. september.
Over 6.000 begejstrede gæster besøgte HCA Airport, hvor himlen summede af action, fart og imponerende opvisninger, mens jorden var fyldt med spændende aktiviteter for hele familien.
Takket være et stærkt samarbejde mellem Nordfyns Erhverv og Turisme, HCA Airport, Den Flyvende Hangar og Besættelsesmuseum Fyn blev festivalen en fest for alle sanser. Gæsterne blev vidner til alt fra formationsflyvning og imponerende luftakrobatik til farverig røgkunst på himlen og spektakulære faldskærmsudspring. Festivalen sluttede med imponerende kunstflyvning der fik publikum til at tabe vejret.
Festivalen bød også på det prestigefyldte Vintage Aerobatic World Championship, som fandt sted fra den 22. til 25. august, hvor historiske fly demonstrerede deres enestående manøvreevner. Derudover vakte Bush-rallyet stor begejstring, hvor piloterne satte deres evner på prøve under ekstreme forhold – ikke mindst, da en af piloterne landede på en mark nær Søndersø og benyttede chancen til at tanke på den lokale UnoX.
Lørdag den 31. august stod Luftsport Danmark bag konkurrencer i både navigationsflyvning og præcisionslandinger, hvilket tiltrak stor interesse fra både nye og erfarne flyentusiaster.
Med en stor succes i bagagen er der allerede planer om at videreudvikle Flight Fantastic Festival, som er planlagt at vende stærkt tilbage i 2026.